Der er kun få stjernekonstellationer, der kan ses med en normal kikkert. Den mytiske Corona Borealis - den Nordlige Krone på dansk - er en af dem.
Stjernebilledet Nordlige Krone ligner virkelig en kongelig krone, og det har det gjort i årtusinder. Det var den græske astronom Ptolemæus, der allerede i 100'erne gav det sit latinske navn (Corona Borealis) og føjede det til sin liste over de daværende 48 stjernebilleder (i dag tæller vi 88 konstellationer).
Billede 1. Den Nordlige Krone består af syv hovedstjerner, der meget tydeligt danner en glitrende krone på stjernehimlen. Det er ikke tilfældigt, at den er en del af den græske mytologi såvel som hos aboriginerne i Australien (de kalder den "Boomerang") og hos indianerne i Nordamerika.
Den Nordlige Krone er let at finde mellem de lyse stjerner Vega (i stjernebilledet Lyren) og Arcturus (i stjernebilledet Bjørnevogteren). På en stjerneklar nat i maj, tæt på midnat, kigger du mod sydøst og finder Vega og Arcturus og de to stjernebilleder Herkules og Bjørnevogteren (se kortet nedenfor).
I midten mellem disse stjernekonstellationer ser du den Nordlige Krone ligge på hovedet med åbningen opad. Afstanden mellem de ydre stjerner i selve kronen er lidt over syv grader, hvilket betyder, at du kan se hovedstjernerne i en kikkert med et stort synsfelt. En egnet kikkert er en standard 7x50-kikkert (f.eks. Focus Handy 7x50, som har tæt på et 7 graders synsfelt).
Det skal retfærdighedsvist siges, at stjernebilledet også indeholder en del rum og stjerner uden for selve kronen. Der findes få galakser eller andre dybe rumobjekter i den Nordlige Krone. Det er altså et objekt, der er særligt velegnet til at se med det blotte øje eller med en vidvinkel-kikkert.
De mest lyse galakser i konstellationen har en styrke på omkring 14, og for at se dem har du brug for meget store amatørteleskoper. I den Nordlige Krone findes der derimod flere stjerner af forskellige typer.
De mest spektakulære er to forskellige typer nova:
T Coronae Borealis er en tilbagevendende nova, der normalt varierer i lysstyrke mellem 10,6 og 9,9 i styrke (dvs. det kan endda ses med en kikkert) med et par måneders cyklus. I moderne tid (1866 og 1946) blussede den op som en nova, da den sugede materiale fra sin søsterstjerne, som derefter eksploderede i en fusionsreaktion. Ved nova-eksplosionen i 1866 var styrken på lyset som 2,0, hvilket gjorde den til en af de lyseste stjerner på nattehimlen.
R Coronae Borealis er en meget usædvanlig type variabel stjerne og varierer normalt i lysstyrke mellem 6 og 7 (kan let ses med kikkert). Med uregelmæssige intervaller falder lysstyrken dog kraftigt til ned omkring 10 til 14. Stjernen blev opdaget så tidligt som i det 18. århundrede og er siden blevet fulgt nøje af både professionelle astronomer og amatører. Forskningen har endnu ikke været i stand til med sikkerhed at sige, hvad denne hurtige ændring i lysstyrken skyldes.
Billederne er skabt ved hjælp af det gratis program Stellarium.
Billede 2. Den Nordlige Krone (Corona Borealis) er en lille stjernekonstellation mellem Herkules og Bjørnevogteren. På himlen i maj ses den lige før midnat i sydøst et godt stykke oppe på himlen. Skærmbillede fra Stellarium.